Vores eget eventyr.

Et eventyr vi har opdigtet, ud fra fortællekort, uddelt i undervisningen.

Pigen, der ikke vidste, hvem hun var.

Der var engang en trold, der havde stjålet en bondes yngste datter. Trolden holdt af pigen, som var hun hans egen og kidnappede hende til en skov langt, langt borte. Han havde forhekset pigen, så hun altid måtte være dum, for han ville ikke have, at hun forlod ham.

Efterhånden som pigen voksede op, følte hun dog mere og mere, at hun ikke hørte til hos trolden.

En dag mens hun gik tur i skoven, tog hun en ukendt og mystisk sti. Her fandt hun et gammelt træ i en lysning og satte sig ved dets fod.

Vinden spillede i trækronen, og pludselig hørte hun en venlig stemme tale til hende.

”Hvad laver du her, mit barn”? hviskede træet.

”Jeg er så fortvivlet, jeg ser ikke skoven som mit hjem” sagde pigen stille.

Det gamle træ forklarede, at hun skulle følge visdommens sti i tre dage og tre nætter, og løftede derpå sin ene rod, så en lille guldpung kom til syne. Pigen tog pungen og så nu stien tydeligt for sig.

Pludselig hørte hun en knasen i skovbunden, og trolden kom til syne.

”Mit barn, du skal ikke lytte til det gamle fjols. Du hører til her hos mig, visdommens sti vil kun bringe dig ondt” brummede trolden.

Da pigen ikke vidste bedre, tog hun med trolden hjem igen.

Den næste dag vandrede hun ned til en sø, og ved nattetide gled en sky fra månen, og hun så nu sit klare spejlbillede i vandet. Hun vidste da, at hun måtte forlade trolden for at finde visdommen.

I det samme hørte pigen en brummen komme hen imod hende, og hun blev bange. Så huskede hun guldpungen og stak hånden ned i den, og op trak hun en dragt af fiskeskæl. Hun tog straks dragten på, hoppede i vandet og svømmede som en fisk til den anden bred.

Pigen så tilbage på trolden, som nu var meget vred og brølede:

”Du kan svømme, men ej gemme dig. Jeg skal nok fange dig”!

Den næste dag fortsatte pigen ad stien, og ved nattetide stod hun over for en stor gold slette. Hun hørte igen en velkendt brummen, og trak denne gang et bjørneskind op af guldpungen.

Da pigen havde taget skindet på, blev hun i samme stund til en bjørn og satte i løb på tværs af marken.

”Du kan løbe, men ej gemme dig. Jeg skal nok fange dig”! brølede trolden.

Da solen stod op den tredje dag, fortsatte pigen sin rejse. Ved nattetide nåede hun til et højt bjerg, der strakte sig helt op i skyerne. Hun lyttede efter trolden, men denne gang kom ingen brummen. Pigen åndede lettet op og fandt denne gang et par svanevinger i guldpungen.

Hun fløj let og elegant over bjerget og landede på den anden side, lige i troldens arme. Han brølede triumferende:

”Du kan flyve, men ej gemme dig. Jeg sagde, at jeg nok skulle fange dig”!

Pigen baskede fortvivlet med sine svanevinger, og i samme nu åbnede sig en stor kløft bag trolden. Trolden blev forskrækket og slap pigen. Hun fløj i dette øjeblik væk fra ham, og suset fra hendes svanevinger sendte trolden mod afgrunden.

Med ét var forbandelsen brudt, og pigen følte nu, at hun havde fået al visdom i verden.

Den nærliggende landsby havde hørt postyret og kom farende. Midt i menneskemængden så pigen en velkendt mand og løb straks hen imod ham.

Faderen tog pigen i sin favn og sagde grædende:

”Åh min lille Anna Lyse, endelig kom du hjem”.

(Fortællekortene var som følger:

 Hvid - Helt - Yngste datter
Blå - Mål - Visdom
Gul - Modstander - Trold
Rød - Hjælperen - Gammelt træ
Grøn - Vejen fra helt til mål - Svanevinger, Fiskeskæl, Bjørneskind)

Illustration: Susanne Kragelund Hansen.